1. Skru ned for streamingen

En stor del af internettets CO2-udledning skyldes streaming. Det koster nemlig meget energi, når du henter film, serier og musik ned fra streamingtjenesternes datacentre, ligesom at der bliver brugt enorme mængder energi på at lagre de store mængder data i datacentrenes mange servere og på at holde serverne nedkølede.

Du kan derfor spare meget på CO2-regnskabet, hvis skruer ned for streamingen og luger ud i dine abonnementer.

2. Se færre videoer på nettet

Generelt fylder videoer rigtig meget, og derfor bliver der også brugt særligt meget energi, når du ser videoer og film på Youtube og de sociale medier. Det er derfor en god idé at overveje, hvilke videoer du egentlig har behov for at se.

På nogle sociale medier bliver videoerne dog ofte afspillet automatisk. Derfor er det også en god idé at slå autoplay fra, så du selv kan styre, hvilke videoer du ser.

Et klimaklogt alternativ, hvis du ikke kan leve uden serier og film, er at se mere flow-tv frem for streaming.

3. Se video i lavere opløsning

Hvis du alligevel streamer film og ser videoer, kan du overveje at skrue ned for billedkvaliteten. Jo højere kvalitet du ser videoen i, jo mere data - og i sidste ende energi - kræver det. På de fleste streamingtjenester og på de sociale medier kan du vælge mellem flere forskellige kvaliteter.

4. Afmeld brugerkonti og nyhedsbreve, som du ikke længere bruger

Har du gamle email-adresser eller brugerkonti, du ikke længere bruger? Så luk dem ned - især hvis der er tale om datatunge tjenester som fx Facebook.

Mange modtager dagligt et væld af nyhedsbreve, der også koster data at modtage. Gennemgå de nyhedsbreve, du er skrevet op til, og afmeld dem, du alligevel ikke åbner. Det giver dig måske også mere overblik i indbakken.

5. Sluk for dine apparater, når du ikke bruger dem

Det lyder måske banalt, men det gør en markant forskel, hvis du slukker dine apparater, når du ikke bruger dem. For det første undgår du, at fx computeren og fjernsynet selv står og sluger strøm til ingen verdens nytte. Desuden undgår du, at dine apparater står og opdaterer automatisk.

Det er også en god idé at slukke telefonen, når du sover. Det sparer ikke blot på dataforbruget, men giver dig også en mere uforstyrret søvn.

6. Hold øje med dit dataforbrug

På mange smartphones er det let at se, hvor meget data du bruger, og hvilke apps der bruger mest. Notér, hvor meget data du bruger i dag. Så kan du løbende holde øje med, hvor meget du har reduceret dit forbrug

En anden indikator kan være din skærmtid. Eksempelvis har iPhones en funktion, hvor du kan følge med i, hvor længe du har været på mobilen.

Der findes ovenikøbet flere apps, der kan hjælpe dig med at reducere dit forbrug af mobilen. Med apps som Moment og Forest kan du få hjælp til undgå de mange overspringshandlinger, som de sociale medier og andre apps kan give anledning til.

Derfor er det klimaklogt

Internettet er en af de helt store klimasyndere. Ifølge Politiken tegner det sig for mere end 2 procent af verdens menneskeskabte CO2-udledning og udleder altså lige så meget CO2 som flytrafikken.

Vi kommer ikke uden om, at internettet spiller en central rolle i samfundet og fylder meget i vores hverdag. Det er derfor klimaklogt at overveje, hvordan vi bruger internettet, uden at det går ud over klimaet.

Derfor er det godt for dig

Når du skruer ned for dit dataforbrug, bruger dine enheder mindre strøm. Der kan altså være penge at spare på elregningen.

Måske får du også mere tid, når du går offline - tid du kan bruge sammen med familien og vennerne.

Og så skal man ikke glemme, at det kan give dig mere ro. For jo færre notifikationer, mails, beskeder og apparater, der forstyrrer dig hele tiden, jo bedre kan du koncentrere om dit arbejde, dine hobbyer, og hvad der ellers er vigtigt for dig.